Kategorier
Uafgjort

Øl og smøger er ikke sundt efter en kamp

Det kunne Kosmonauten nok have fortalt mig lidt mere om, men efter en temmelig hård omgang UV er det ikke smart at turbo indhallere 2 smøger og en stor Hoegaarden. Jeg gik i hvert fald helt ned med flaget på Stefanshus – og det var ikke kun fordi at Blå i de døende sekunder af kampen fik ‚foræret‘ det udlignende mål af… mig selv. 4 mod 4 gav som altid en intens kamp med mange suk! og gisp! efter hvert mål. Og for en gang skyld styrede Hvid mod en arbejdssejr, men ak, ak, ak og det kan jeg jo så kun ak’e mig selv for. Som altid sidst på sæsonen bliver fremmødet ringere og ringere. Så hvis ingen har noget i mod det, har jeg tænkt mig at skrive til Vedbæk (der ikke spiller i Maj), at hvis nogen af dem har lyst til at træne med foråret ud, er de velkomne.

Kategorier
Uafgjort

Erfarne gæster lærte flittigt fra sig

Vedbæk gæstede med 5 spillere, hvilke gav to relativ lige hold så snart kræfterne var fordelt. Igen var det især for os Suleima-spillere utrolig lærerigt, og der blev lyttet og fulgt spillemønstre både i forsvar og angreb, som vi i den grad ikke er vant til. Resultaterne lod da heller ikke vente længe på sig, hvilke i den grad toppede da Kosmonauten fik presset et mål ind på en ellers vakuum-pakket blå kasse. Godt gået af vores lille forsvarsfighter 🙂 Kampen var som sagt meget lige, og begge hold fulgtes pænt ad til det uafgjorte resultat.

Resultat: 9-9
Hvid: Christian Glahn, Jesper, Kosmonauten, Anton, (Peter) og (Henrik)
Blå: Alexander, Steen, (?), (Nikolaj) og (Jørgen)

Kategorier
Blå vandt

De kom, de så og de sejrede desværre også

Det var et rigtig, rigtig godt slag, der blev udkæmpet på bunden i går, da Suleima (Hvid) tørnede ind i Vedbæks 2. divisionshold (Blå). Og det siger jeg også, skønt jeg som de fleste ved ikke er så vild med at tabe, for der var meget at lære og der blev diskuteret flittigt og konstruktivt i de indlagte taktiske pauser. Selve kampen kan deles op i tre faser med pauser ca. hver 20. min.: da Vedbæk ikke var kommet helt på plads, da vi var varmet op, og da luften pludselig forsvandt på vores halvdel. I første fase spillede begge hold grundlæggende ens – der blev lavet fejl på begge sider, hvilke gav et par hurtige mål. Det er så også her at kampens absolutte højdepunkt kommer, da vi faktisk fører 3-2! Den lader vi lige stå lidt: 3-2… Anden fase var lang, rigtig laaang. Vedbæk fik mere og mere styr på deres forsvar, hvilke er lig med at spanden er så godt som lukket. Vi var til gengæld varmet op, og der blev kæmpet heroisk og stædigt foran Hvid spand. Stor ros til alle på Suleima; skønt Vedbæk scorer 2 kasser, var det noget af det bedste UV vi har spillet. Men så slap kræfterne også for alvor op i tredje fase, for mens Vedbæks reserver stod på kanten og lignede en flok piratfisk, der bare ventede på at komme ind i kampen igen, så lignede vores reservebænk mere et tomt akvarium med et bundt gispende guppier. I vandet blev der flere huller i forsvaret og vores angreb kom slet, slet ikke igennem, mens Vedbæk ufortrødent bulrede frem. Der var som sagt mange ting at lære; når der tackles skal man gå efter bolden/armene, angreb skal koordineres i flok, forsvar/målmand skal være bedre på plads, så de ikke lægger sig ovenpå spanden osv. osv. Vi blev klogere og forhåbentlig bedre (og det blev Vedbæk forhåbentlig også), så mon ikke vi kan lokke til en rematch a.s.a.p.!? Og så var det også fedt at spille fulde 60 min. – jeg er i hvert fald godt mørbanket i dag, og det er det jeg synes, der er fedt 😉 Til sidst omkring Påsken: da Vedbæk som os ikke er så mange, der kan spille i påsken, aftalte vi at de kommer forbi os næste onsdag og spiller med – så, Frømand, vi spiller!

Vedbæk vandt 6-3
Suleima: Jens (angreb), MadsO (angreb), Ambassadøren (angreb), Jesper (angreb), Jakob (forsvar), Kosmonauten (forsvar), Lasse (forsvar), Esbern (forsvar), Frederik (målmand) og Anton (målmand)

Kategorier
Blå vandt

Tæt kamp mellem stamhold

Blå fik et par hurtige mål i starten, men efter Ålen gled i baljen så fik de kamp til stregen. Hvid hentede aldrig blå selvom det var tæt på, og 5 minutter inden saunafløjten lød, fik blå et par hurtige mål som afgjorde matchen.

Blå: Alexander, Frederik, Kosmonauten, Mads, Uffe
Hvid: Ambassadøren, Anton, Ålen, Frømand, Lasse, Mathias

Blå vandt 14-11

Kategorier
Uafgjort

Lidt taktiske overvejelser

Op til kampen mod Vedbæk har jeg nærlæst det skriv Hvalen sendte os, og der står et par meget kloge, taktiske overvejelser, der bestemt er værd at lagre oppe under hætten. Her et par highlights, som du måske ikke lige havde tænkt over:

Når man forsvarer:
· Ved målmandsskifte skal den afløste målmand bruge sit sidste luft til at stresse boldføreren. En psykisk mere end en fysisk belastning, men det er med til at bryde angrebet.

Når man bryder:
· Når bolden er i fremdrift, må der IKKE skiftes ud på nogen pladser FØR bolden er ført over midterlinien og modstanderen er sat under forsvarspres – ellers mister man for meget momentum.

Når man angriber:
· I et etableret angreb er mindst én spiller back-up til den angribende spiller helt inde ved spanden. Det er med til at stresse målmanden, så han ikke ved hvor scoringsforsøget vil komme fra.

Når modstanderen bryder ved egen spand:
· Her skal alle undtagen målmanden(e) give sig fuldt ud og forsøge at stopper boldføreren og bryde tilbage. En hurtig bolderobring her kan give et nemt kontramål. Kommer modstanderen først over midterlinien, etableres et mere regelmæssigt forsvar.

Kategorier
Hvid vandt

Som at se Rocky under vandet

Alle Rocky-kampene er skåret over samme list; Rocky møder en fysisk frygtindgydende modstander. Rocky virker frisk og oven på i starten, men så begynder han at få tæsk. Rigtig mange tæsk. Og så gir‘ Rocky fanme også nogle tæsk, og så får Rocky eddenmanme endnu flere tørre tæsk, men til sidst har Rocky liige lidt ekstra tæsk i handsken og så nakker han den satans kommunist eller-hvem-han-nu-er-oppe-imod. Sådan var det også i dag – der blev ikke givet ved nogle af ringhjørnerne, hvilke resulterede i noglet i den grad udmarvende første bolde, der bare blev ved og ved mens slagene haglede ind på begge sider. Men skønt Blå rejste sig flere omgange og angreb så blodet så blodet sprang, havde Hvid alligevel lidt Rocky i sig til sidst og fik hevet sejren hjem på point. The End.

Hvid vandt med dommerstemmerne 8-5
Blå: Kristensen, Knudsen, Uffe, Per, MadsO, Frømand og Jesper
Hvid: Jens, Lasse, Kjartan, Ålen, Ambassadøren, Junior og Anton

PS. Referatets sammenligning skal ikke på nogen måder tages personligt af Blå, for skønt ‚filmen‘ i går fik den rigtige Happy Ending, så vinder Hvid modsat Rocky desværre ikke hver gang… 😉

Kategorier
Hvid vandt

Lad blot Frederik bosætte sig i Kina…

Ok, der var måske flere rookies på Blåt hold, men helt uden erfarne stamspillere var de altså ikke. Og med den faste Frede-motor ude af bassinnet var Blå pludselig til at tale med. Når Blå kom tæt på og blev farlige var det for mange gange ensbetydende med, at der så var solgt ud i forsvaret, hvis Hvid slap afsted med en kontra. Og det gjorde Hvid tit. Så hjalp det måske også en lille, bitte smule for Hvid, at Sok var tilbage fra sit udenlandsophold – et fasttømret målmandsteam er set ud af mine dykkerbriller det mest effektive virkemiddel på et hold. Til sidst et tak til Ambassadøren for endnu et lækkert brød samt et lille medfølende suk til Jens, som jeg godt kunne have undt at nyde aftenens hvide laurbær samt ‚We are the champions!‘-fællessang på Stefanhus 😉

Hvid vandt en tiltrængt sejr på 10-4
Blå: MadsO, Kristensen, Kosmonauten, Uffe, Knudsen, Jesper, Alexander & Junior
Hvid: Frømand, Ålen, Christian Glahn, Ambassadøren, Lasse, Mathias & Anton

Kategorier
Uafgjort

Shang-ri Suleima

Mathias spillede onsdag aften i hvad der viste sig at være en ægte Suleima Tvillinge Klub langt fra Hillerødgade. Her følger referatet fra vestjylland:

De to hold blev langsomt, meget langsomt, forsamlet i den dybe ende af Struer Svømmehal efter halvdelen af ‚Blæksprutten‘ havde svedt igennem i saunaen og den resterende halvdel havde tilbragt omkring en halv spilletime i det tilstødende varmtvandsbassin. En Anton ligende indpisker prøvede mere eller mindre forgæves at få de sidste op fra det kogende vand for at vi kunne komme i gang med aftenens dyst. Klokken var godt på vej mod halv før vi endeligt begyndte kampen. Der var ikke noget decideret ‚1-2-3 go‘, det var mere – hov, nu er vi vidst igang. Vi spillede således op i tempo som kampen udviklede sig og de sidste kom til det varme bassin og saunaen.

Kampen bevægede sig i skarp konstrast til slagtehuset i Hillerødgade til hvids fordel, og jeg fik æren af at score et par af de første mål: jeg er dog klar over at det var meget usuleimaagtigt sådan at gå til stålet uden at lade kamptempoet langsomt gearer op. Kampen bød på klassiske suleimaspecialiteter, specielt en hvid der troede han var blå og derfor tacklede en anden hvid var lidt af et velkendt gensyn.

Vi fik spillet i noget der ligner 20 minutter effektiv spilletid, der var ingen der talte noget som helst, og der var ingen snak overhovedet om taktik, pladser eller andre trivialiteter: sådan som Suleima Sjælland må have været engang. 10 minuter ‚før tid‘, besluttede blå at de havde fået nok, og smed sig op på kanten og nægtede at spille videre. Dette blev uden diskussion accepteret af hvid som iøvrigt havde fået mere end nok af det ‚kolde bassin‘.

Vi var fulde hold 6 mod 6, hvilket tilsyneladende ikke altid var tilfældet, og her må man også tage hatten af for deres rendyrkede suleimaianske indstilling: enstemmigt lød det, at et absolut minimum for at spille er 5 på hvert hold, 4 mod 4 er simpelthen for hårdt. Så står den på helaftensvarmbad istedet. Jeg tropper ihvertfald op næste onsdag.

Kategorier
Blå vandt

Som altid gav et stort fremmøde en super kamp

Med mange ivrige reserver blev det en god og velspillet kamp her til aften. Man kan vel først og fremmest konstatere, at der er Mads’er af målslugere på Blå, der vil til fadet i hver kamp, hvilke satte Hvid under en del pres. Længe fulgtes vi ellers ad, men da der først gik hul på bylden, gik det stærkt. Ålen var ellers også tilbage mod storform, Rookie Casper fik scoret, Rookie Jakob fik scoret, så der blev leveret rigtig fine præstationer på begge sider. Alt i alt en god aften, der sluttede klassisk af med hjemmebagt kage på Stefanhus fra hvem andre end Ambassadøren. Og resultatet!? Nåh ja, engang imellem er det vel underordnet…

Blå: 9 spillere
Hvid: 8 spillere

Kategorier
Blå vandt

1 EM

Så blev det første aften uden Mathias, hvilke betyder at vi især hos Hvid starter ny tidsregning jvf. kamp 1 Efter Mathias. Jeg forventer selvfølgelig at Sok dukker op så meget som muligt (!), men hans udvandring til den jyske hede er i hvert fald en rimelig anledning til at finde en ny Hvid målmand og eventuelt rokkere lidt om på holdene. Og så var det jo super at åen var fyldt med nye haletudser i går – hele tre styk sprællede rundt, nogen mere erfarne end andre, men svømme ku‘ de da og med den iver og aktivititet de lagde for dagen både over og under vandet, skal de nok komme hurtigt op på Frederiks niveau. Lidt høje forventninger, måske, men det kunne jo være sjovt hvis Hvid fremover kunne yde Blå lidt bedre modstand. Det er (næsten) ved at blive lidt ‚ensformigt‘ med alle de Blå mærker på min vindermentalitet hver torsdag morgen. Men det er som om at når vi på Hvid aftaler, at nu skal vi fanme‘ score, så scorer vi!? Hurtigt og effektivt. Så måske vi skulle til at aftale det lidt oftere, og når så først Jakob Haletudse lærer at lukke spanden, er det Blå der skal til at finde den Hvide forbinding frem.

Blå vandt 10-8
Blå: Frederik, Uffe, Keld, Knudsen, MadsO, Ambassadøren og Jesper Haletudse
Hvid: Frømand, Jens, Anton, Lasse, ChristianG, Casper og Jakob Haletudse

P.S. Dejligt at se begge Glahn’er samlet igen 🙂