Kategorier
Uafgjort

Onsdagselskning

Jubiii… Godt det blev ONSDAG IGEN… VI ? ONSDAGE, og selv om der var mange der ikke mødte op, selv om de havde skrevet sig på, blev det en fed aften på bunden af pøllen ?

Efter en del tumult omkring manglende bold at spille med lykkedes det at få bademesteren (ham i hallen), til at låne os en af de andre klubbers bold, tyv stjålet i deres skab… STORT TAK til bademesteren.

Efterfølgende var der en del snak om at en hvis person, ikke bare blev væk, men også havde glemt at give bolden videre til en der kom!!!!! Og hvor er bolden der normalt ligger i bænken!!!!! Aftenen bød på flere afbud fra bærende kræfter på de 2 hold, og der blev derfor handlet en del lige op til transfervinduet lukkede 5 min. før spilstart.

Hvidt Hold: Søren, Far, Fars fortabte søn (Torres), Jeppe, Bademesteren, Doctoren, Lasse og nyeste køb Silver.

Blåt Hold: El Ambasadør, Kosmo, Kronik-ken, Mr. Spain (rookie), Mads’er, Bertram’sen, Lille A og Store A

Er nogen glemt… melder i det til politiet ?

Super velspillet kamp, hvor hvidt hold hele tiden, qua deres, grand old men’s, krydret med pur-unge kamp haner, holdt blåt hold i skak med et til to mål. Blåt hold måtte derfor kigge indad for at finde en taktik der kunne vende slagets gang og først da den vise Klonik, analyserede sig frem til at hvidt hold havde lavet 80% af deres mål på kontraer, lod vi en målmand blive lidt længere tilbage på banen.

Med stillingen 9-7 til Hvidt hold og kun 10 min. igen, og en omgang Pep-talk og 120% vilje udlignede blåt hold, inden afgørende bold. Der var Hvidt hold omdannet til en hvid subsistensløs masse og Blåt hold kunne uden de store dekedare score til slutresultatet 9-10. FED KAMP ?.

Som regel er det altid dommerens skyld, men i dette tilfælde vil jeg tilskrive den lånte bolds manglende dimentioner, overflade og vægt at kampen til tider blev lidt ping-pong agtig, da en stor klump sæbe til tider vil have været lettere at spille med.

Glæder mig til at se Jer igen til på onsdag, for JEG ? ONSDAGE og Jer ?

Knus Store A

Kategorier
Uafgjort

5 punkter

Hov, så var jeg pludselig hurtig på tasterne igen. Dejlig kamp i går – og igen meget lige. Jeg synes i den grad, at spillet bliver så meget sjovere, jo færre mål vi scorer. For det betyder længere fights og bedre forsvarspil i begge ender af banen. Et par markante højdepunkter:

1) Lille A har temperament! Man blev jo helt rørt over, at se ham storme ud af hallen og kyle med sine finner. Ikke så meget fordi Store A var ved at drukne ham, men mere fordi det er så smukt, at det vitterlig går ham så meget på, at han taber uge efter uge 🙂 

2) Mini A scorede på Lille A! Det var jo i den grad A’ernes aften. Altså ikke så meget Lille A’s, men når nu lillebror hopper i bassinet og scorer i sin første match, så bliver man jo ekstra rørt jvf. punkt 1.

3) Hvid bliver nok alligevel årets vindende hold. Altså vi har jo ikke statistik over det, det kan LAsse ikke overskue bare fordi han har fået to unger, men altså Hvid har vundet de sidste mange gange og det er jo til at blive helt rørt over, jvf. punkt 1.

4) Der var ingen sure miner fra Kusken, som endelig blev døbt i saunaen. Altså jvf. punkt 1 så var Lille A måske lidt ophidset, men Kusken har igen i år reddet jUVleøllen til jUVlefrokosten, og det er jo til at blive helt rørt over jvf. punkt 1.

5) OG ALLER VIGTIGST! Altså bortset fra punkt 1 jvf. punkt 1 så var Sir Mads tilbage i karret. Jaaaaaaa, for helvede da hvor vi savner dig, den energi, det skæg, mere af det i 2014. Og så det afsluttende mål, du ville score, du kunne score, du skulle score, det var jo til at blive helt rørt over jvf. punkt 1.

Hvid vandt 15-8

Hvid: Store A, Mini A, Lasse, Sir Mads, Jeppe, Frømand, Far, Torres, Bademesteren og så hvid’s CSO

Blå: Ambassadøren, Kusken, Kosmonauten, Oligarken, Kronik, Klonik, Sølvpilen, Ål, Dræber og Lille A jvf. punkt 1.

Kategorier
Uafgjort

Vi kom, vi så …

Vi kom, vi så, vi bandede, fightede og kom næsten alle hjem… mere eller mindre helskindet 

– Det blev hurtigt gjort klart at det ikke ville blive nogen dans på roser, under dagens kamp og i første angreb, blev der da også tildelt et fri-kast til vores allesammens Ål… grundet manglende maske… (gør som undertegnede, invester i en rem… for første gang havde jeg min på igår og mistede da heller ikke masken en eneste gang! Jubiii).

Hvidt hold bragte sig foran med et par mål og sådan forblev det til langt hen i kampen. Men som så ofte før, begyndte Hvidt holds kræfter at slippe op og blåt hold bragte sig foran med et par mål til stillingen 8-6… på mirakuløs vis… kom hvidt hold tilbage og bragte sig foran med 8-9… men ak, ak det holdt ikke længe, da den enfame duo, flankeret af en ‘ny’ og tændt ‘Sølvpil’, kunne udligne til 9-9…. Sidste mål… blev aldrig scoret, da vi stoppede efter at Lasse blev påsejlet at Mærsk’s lille Container skib… nogen ville kalde det ‘bisse-tricks’.. Men det var et uheld og vi håber alle at Lasse efter en god nats søvn, er tilbage på benene idag 

Blåt hold: Mads (ikke Rookie længere… men en være møg-unge, der skal lære at man ikke må tage bolden fra de ‘Store’), Sølvpile (nu med op til flere scoringer), Kenneth, Dræber, Ålen, Kronik, Kenn, Mr. Ambassadør, ‘klædeskabet’ og Joe (klonik’s gode ven (R))

Hvidt hold: Anton-banderas, Bademesteren, Thomas, Lasse-Basse, Søren, Jesper, Per og Store A.

dagens annonce: .. pålide(r)lig målmand søges. Kontakt Kenneth på www.flotte-fyr.as

Mødetiden var bedre igår.. men vi skal se at få strammet op… I fuld udrustning kl. 20.59 ….

Glæder mig til det bliver onsdag 

Kategorier
Uafgjort

KAPOW (21 i vandet!)

Mange danskere tror fejlagtigt at årets brag mellem 22 spillere finder sted på lørdag, men det er fuldstændig misforstået. Det finder selvfølgelig sted på 3 m. vand på onsdag, når Hvid og Blå tørner sammen i forårsæsonens helt store finale. Lad det være sagt med det samme; jeg accepterer ikke et nederlag. Så kan I synes, jeg er hysterisk, egoistisk og alt muligt andet, men jeg vil gøre alt for at vinde den kamp – og det er jeg nok ikke ene om? For sikke et forår det har været! Hvid, der på papiret har haft et overtag i mange sæsoner, har ikke kunne finde rytmen og Blå, der til tider spiller som en flok lemminger, har fået sat en prop i forsvaret og sat et par effektive fiskere ud i strandkanten. Og sådan er det alligevel ikke hver gang, hvilke er med til at gøre dette forår til et af de mest svingende. I går var Hvid på toppen; tændte og aggressive på alle pladser. 11-8 blev det til Hvid – ikke mindst pga. Frømand fuldstændig skønne indsats, der har været længe, længe, længe savnet. Godt at have dig tilbage, Søren, du ser sgu’ godt ud uden tøj på! 🙂 På onsdag falder så afgørelsen; hvem har håneretten hele sommeren? I går var vi 21 mand i vandet (det var vildt!) – på onsdag er vi 22, når Far kommer hjem.

Hvid: Torres, Jesper, Lasse, Jeppe, Mads, Thomas, Bademester, Per, Store A, Anton – og FRØMAND!

Blå: Dræber, Ål, Hippie, Kenneth, Kosmo, Fisker, Knudsen, Lille A, El Amario og Ambassadøren

Kategorier
Uafgjort

Hvaffor en blå planet?

Danske ambassadørastronomer påstod i starten af ugen, at de havde opdaget en hidtil ukendt Blå Planet, som var ved at overtage vores solsystem. Det har siden vist sig, at deres talsmand ikke var astronom men astrolog; han havde simpelthen taget fejl af tarok-kortene, kigget lidt for dybt i kaffegrumset og svinget pendulet den forkerte vej hvilke resulterede i hans fejlagtige betragtninger. Antonkendte forskere fra NASA har desuden påpeget, at mange ambassadører verden over ofte tager fejl af den altdominerende mælkevej, der som navnet indikerer er hvid, i deres iver efter at få deres navn bøjet i neon. Direktøren for PLassetariet i København beklager det internationale påstyr og negative opmærksomhed den såkaldte Blå Planet fik i verdenspressen og udtaler: ‘Vi gør hvad vi kan for at holde den slags Ubehagelige Vandskabninger nede ved vores ugelige onsdagsmøder, men vi må desværre se i øjnene, at der skal skrappere midler i brug til næste gang”. Og selv fra den verdenskendte russiske ambassadør Kosmonaut lyder der ingen medfølelse: ‘jeg er blevet sendt i voldsomme kredsløb på Mælkevejen masser af gange og må erkende, at der slet og ret ikke findes noget blåt i universet, der kan give mig håb for fremtiden’. Kun fra Professor Professor ved Nånneborg Universitet lyder der måske en smule support: ‘jeg aner simpelthen ikke hvad der er op og ned, men jeg er også på spanden pga. den søkonomiske krise og har den målsætning, at alt her i verden ikke er blåt eller hvidt, så jeg hænger min hætte i klædeskabet og synker på sidste vers’.

Hvid vandt 14-8 (?)

Hvid: Østers, Lasse, Torres, Bademesteren, Sølvfisken, Store Anders, Thomas og Anton

Blå: Klædeskabet, Kenneth, Dræber, Lille Anders, Kosmonauten, Bertram, Mads, Knuden og Professoren

Kategorier
Uafgjort

Feje hold?

Hvad er feje hold? Et spørgsmål der i hvert fald ikke blev lettere at besvare efter i går. På trods af et klædeskab klædt i hvidt og en bjørn på mål samt flere stamspillere på markpladserne, blev hvid i den grad mast. Blå var tilbage i en skræmmende formation, og der var dømt bøllebank fra første minut. 

I andet minut stod det 9-2. 

Kun bademesterens mål til 3-1 gav en indikation om, at hvid godt kunne være med, hvis de virkelig strammede sig an. Hvilket de gjorde, men alt for sent. Med til historien om hvids genopståen hører desuden, at den ene blå bøf efter den anden gik i stykker da klokken nærmede sig 22:20. Først trak Anders V sig, og lidt efter måtte Ålen give op. Måske efterlod de sig nogle bloddråber i vandet, for hvid fik i hvert fald færten af et eller andet, piskede mod blås kurv og bankede den ene bold i efter den anden. Men ak! Det var for sent. Klokken 22:37 var kampen forbi, og blå vandt 13-8. 

Det kunne være fedt med nogle flere målmænd! Ka’ du så forstå det Marianne?

Hvid: Klædeskabet, Bjørnen (Anders H), Lasse, Torres, Bademesteren, Bertram, Thomas

Blå: Ålen, Kenneth, Dræber, Anders V, Kosmonauten, Mads, Mathias

Kategorier
Uafgjort

Haps!

Længe har Blå kunne gå på vandet, ja nærmest danset en hoverende Tango, mens Hvid krampagtigt har hevet efter vejret. Men næh nej, pommes frittes, der er grænser for galskaben, og når først den Hvide spækhugger spotter, at både Ål, Dræber og Kenneth hellere ville ligge på sofaen eller støtte deres tropper, så hugger den til som mod en kornfed sælunge, der ligger og skvulper dumt rundt i strandkanten. HAPS!, siger det mens ungen hyler, men det er spækhuggeren sgu’ ligeglad med, når først den låst sit dræberinstinkt fast på et bytte. HAPS HAPS! og Blå talte og talte fortvivlet til det stod 1-8. Meeen, så galt skulle det jo ikke gå. Selv en spækhugger skal slå mave engang imellem, og så er der jo plads til at de små sælunger kan række fingre af den slemme spækhugger og score et par gode, klassiske mål. God kamp – og i øvrigt godt svømmet af diverse semi- og hele rookies:-)

Hvid vandt 16-8

Hvid: Cykelsmeden, Rookie Thomas, Lasse, Torres, Jeppe, Bademesteren, Østers og Anton

Blå: Sølvfisken, Knudsen, Kosmonauten, Ambassadøren, lille Anders, Store Anders, Rookie Mads, BerBangBang og Jesper ‘dyk nu, for helvede!’ Holme

Kategorier
Uafgjort

Hvid gas

Så blev vi endelig to komplette hold; seks mod seks. Blå stillede i en defensivt særdeles frygtindgydende opstilling med Knudsen og Ål på mål og Kenneth og Dræber i forsvaret, mens ambassadøren og Rookie (Thomas?) agerede Fishermen i mangel på ham-I-ved-nok.

Hvid havde Anton Jackson tilbage, og Bademesteren var med på mål og gav den gas. Jens spillede forsvar sammen med mig og proklamerede inden kampen, at han ville spille konservativt og defensivt, så kunne jeg tage mig af det offensive… Det skulle vise sig at være en gammel løgn! Jens endte gang på gang i en ordentlig klump blå over kurven, hvor han hev og sled som en Viking der gik besærkergang indtil det til sidst på magisk manér lykkedes ham at proppe bolden i mål. Det kostede lidt (læs: mange) kræfter i forsvaret, men det var en fornøjelse at se på. Hvid havde desuden Mads og Anders (guest star fra blå) i angrebet. Det var en forrygende kamp, der bølgede frem og tilbage og endte med det fredsommelige resultat 9-9.

Hvid: Anton, Bademesteren, Lasse, Jens, Anders V, Mads

Blå: Ål, Knudsen, Kenneth, Dræber, Rookie, Ambassadør

Kategorier
Uafgjort

Målmands undervægt

Endnu en tyndt besat aften med en undervægt af målmænd bød alligevel på et brag af en kamp. Fem hvide mod seks blå. Hvids strategi var at holde fast i bolden så meget som muligt for at undgå at skulle forsvare sig for meget. Det lykkedes fortrineligt. Blås strategi var at komme forbi forsvaret og putte bolden i kurven. Det gik mindst lige så godt.

Hvid kom hurtigt foran på snilde og ikke mindst på grund af den hjemvendte søn, Jeppe, der i den grad havde appetit på at uddele blå bank. Men blå kom stærkt igen. Plantageejeren – var i hopla og havde ligesom Jeppe oparbejdet en god UV appetit. Kampen bølgede frem og tilbage, men blå havde lidt for stor en fordel i at være seks mod fem, så mod slutningen fik blå et komfortabelt forspring. Det varede dog kun indtil DJens slog sin forpinte arm og måtte udgå. Knudsen skiftede farve i hvert fald på hjelmen og kort efter var The Fisherman milimeter fra at miste en finger, så han røg også under bruseren. Fem hvide mod fire blå var derefter ikke længe om at indhente blå. Resultatet på en rigtig herreaften i bassinet blev 12-12.

Gad vide om der kommer nogle målmænd på onsdag…

Blå: Ambassadør, Knudsen, Dræber, Kosmonauten, The Fisherman, Plantageejeren

Hvid: Jens, Nikolaj, Lasse, Cykelsmeden, Jeppe

Kategorier
Uafgjort

Azurblåt klorvand

Mens adskillige medlemmer af den hårde kerne i klubben boltrede sig på pister i nord og syd, kæmpede 11 brave Suleimaer med næb og kløer på bunden af Hillerødgade svømmehal.

I skæret af bassinets nye azurblå LED-lamper gik det hurtigt op for hvid, at det var en blå aften på flere måder. På trods af seks hvide mod fem blå, var blåt hold en overmagt fra starten. Kenneth og Dræber agerede bolværk i den ene ende og målbombere i den anden. Knudsen var den eneste tilstedeværende, der frivilligt ville have prædikatet målmand siddende på sig, og han var såmænd også blå. Hvid måtte “nøjes” med Anders og Bademesteren på mål, og selv om de kæmpede en brav kamp, var det op ad bakke det meste af vejen. Efter kort tid var blå foran med flere tusinde mål. Aj det er løgn, men de førte stort fra start til slut. Kun til allersidst gik det op for hvid, at overtallet faktisk kunne udnyttes til noget. F.eks. kunne man stjæle blås kurv. De to sidste mål blev hvide, og dermed blev der sat punktum for en lidt ulige men trods alt god vinterferiedyst, som endte 14-8 i blå favør.

Blå: Ambasadør, Kenneth, Dræber, Knudsen, Anders V

Hvid: Anders H, Bademesteren, Nikolaj, Lasse, Esbern, Cykelsmeden