Undervandsrugby er en ganske ny sport for mig, så jeg vil indlede dette referat med at fortælle lidt om mine betragtninger og observationer som haletudse i denne verden.
Det er svært at lære og mestre spillet, trods at reglerne er klare og spilkonceptet er ganske enkelt. Spillet i 3 dimensioner, blinde vinkler, vandmodstand, ingen luft og kontant modstand gør processen langt sværere at effektuere, end man umiddelbart skulle forstå. Det er dog klart en fordel med evnen til at holde vejret længe, svømme effektivt og hurtigt, takle målrettet og holde overblik, men dette skal bestrides under pres og nedsat ilt tilgang. Som at spille skak i skumringen, under vandet med store tunge brikker i storm og med understrøm.
Desuden opstår som forventet også “spillet i spillet” med de enkelte aktørers direkte og indirekte kampe, krydret med temperament, lidt held og uenighed samt uoverensstemmelser mellem folks ambitioner, vilje og fysiske evner.
Som forskrift til beskrivelse af selve dagens træning vil jeg derfor introducere et perspektiv, som jeg ofte har funderet over i sporten. Alle aktører indtager hurtigt en rolle, som naturligvis kan formes eller ændres, men som kan påminde om forskellige dyr i det maritime univers. Det har fået mig til at tænke på følgende sammenligninger og metaforer, alle udelukkende velmente:
Aktører / spillere.
Lasse = Delfinen: (hvid)
Den evigt hårdt arbejdende og altid fair spillende atlet. Dykker længer, holder hovedet koldt og kæmper altid hårdt for holdet. Blitzer til og overrasker, dykker igen på vej op. Stabil, intelligent.
Mathias = Hvidhajen: (blå)
Venter tålmodigt til byttet er lidt ukoncentreret og slår så til ubønhørligt, hurtigt, lydløst og med dræbende effekt. Umulig at fange, når jagten er gået ind. Kaldes også den smilende død.
Professor Ken = Havskildpadden: (blå)
Ligger tungt og dækker kassen godt, venlig men effektivt afvisende, godt svømmende, rutineret. Eftertænksom med rettidig omhu.
Jonas = Nemo: (hvid)
Svømmer godt og hurtigt, er ivrigt her og der, men bliver tydeligt lidt forvirret i blandt, når de store kæmper puffer til ham. Altid smilende og positiv, elsker vandet og kampen.
Søren = Den elektriske ål: (blå)
Uanselig men livsfarlig, gemmer sig og venter, hugger på uventede chancer, dykker længe og godt, svær at få fat i. Løser hellere fare med snilde end rå kraft.
Anton = Spækhuggeren: (hvid)
Ser ud som og er altid farlig, elsker at jage i flok, hugger og bider på alt, godt overblik og intelligent dræberinstinkt, sort og hvid i hud- og hårpragt. Fylder meget i bassinet, stor mund.
Andreas = Hammerhajen: (blå)
Lugter blod på lang afstand, altid sulten, jagter sit bytte længe og indædt, giver ikke op før drabet er fuldført. Stor appetit på spillet i vand-junglen, men siger ofte uforståelige lyde.
Kjeld = Murænen: (blå)
Giftigt (næsten intakt) tandsæt, bider fra sig lynhurtigt. Snu, kommer nede bag fra og angriber lydløst, snor sig i næsten blinde, men uhyggelig effektiv pondus.
Rasmus = Søhesten: (hvid)
Altid imødekommende, højt humør. Venlig og nænsom overfor alle; også sine modstandere. Godt overblik. Joker. Svømmer godt og elegant, men ikke gerne ind i orkanens øje.
Palle = Kaskelotten: (hvid)
Stor og tung, svømmer og vender langsomt, men endog et genuint rovdyr, som ikke gerne slipper sit bytte, før havets perle er erobret.
Træning og kamp.
Kampen begynder som altid med strategi og kampråb fra den kloge spækhugger, hvidhaj, delfin og hammerhaj. Signalet sætter spurten i gang og delfinen eller hammerhajen henter bolden først. Så starter ellers et inferno af mærkelige bevægelser og svømmeretninger, hvor der kæmpes bravt. Murænen og den elektriske ål prøver at læse spillet og lægge sig i en klog position, mens nemo og kaskelotten svømmer forvirret rundt. Havskildpadden tager det helt med ro, og bliver ikke så let ophidset (faktisk aldrig ophidset).
Hammerhajen slår til hårdt, men søhesten overlader venligt de lidt hårdere taklinger til de store bamser som spækhuggeren og kaskelotten. Egentlig skulle søhesten være tæt på hammerhajen, men han vil hellere holde øje med ålen og murænen. Da spilles bolden til hvidhajen, og så går det stærkt, hvor kun delfinen og nemo kan følge med. Til slut lander bolden hos murænen, som elegant klarer at vride sig forbi spækhuggeren (faktisk 2 gange i kampen) hårdt presset af delfinen, og scoringen er en realitet. Her er det symptomatisk at observere, at søhesten ligger og hygger sig i overfladen, nemo er blevet mast flad mod bunden og kaskelotten ligger desorienteret oppe i den anden ende af bassinet. Nå men på den igen, delfinen piler afsted, tager 2/3 bane, et dyk på næsten 2 min og spiller nemo flot. Angrebet ruller, der mases på og bokses men hajerne og ålen forsvarer godt og passer heroisk på murænen og skildpadden. Faktisk afviser havskildpadden et par gode forsøg, men da både hammerhajen (efter mindst 1,5 min dyk), skildpadden og murænen alle tager en pause samtidig, opstår der en scoringsmulighed for spækhuggeren og søhesten. Det lykkedes mærkeligt nok ikke, og så stikker den elektriske ål af med bolden. Han presses af delfinen, men når at aflevere til hvidhajen, som for en sjælden gang skyld må aflevere bolden pænt til kaskelotten, da hajen ikke har nået at få speederen i bund.
Kaskelottens yndlingsspise er kæmpeblæksprutter, men den tager gerne en hvidhaj, hvis han kan fange den. Det er i øvrigt tydeligt, at de 2 hajer må være i konstant bevægelse for ikke at synke helt til bunds (hajer har ikke svømmeblære, og kan derfor ikke stå “stille” i vandet). Derimod har de 2 adrætte pattedyr, delfin og spækhugger, lunger og kan holde vejret lang tid, men må op og ånde i blandt, i håbet på at medspillere holder kurven (desværre sjældent set). Spillet vender igen hurtigt, og hvid angriber. Nemo, delfin og spækhugger sætter et godt angreb i gang, mens karakteristisk nok kaskelotten er nået hjem til egen kurv, og søhesten er ved at øve forskellige svømmearter. Alligevel når de frem til at presse blå i bund, ålen trykkes væk, murænen kommer til kort i råstyrke, hajerne har ikke deres nødvendige plads at bevæge sig på og havskildpadden bliver vendt på skjoldet. De store hvaler boltrer sig, og der scores eftertrykkeligt. Derefter udspiller der sig en vigtig fase af træningen, hvor der skældes ud på svensk og spæksk; 2 sprog som anvendes meget, når iltmætningen er lav og irritationen høj. Faktisk er spækhuggeren kendt for i krisesituationer at kunne æde sine egne, hvilket specielt gør søhesten og nemo lidt nervøse, når der “analyseres” efter et mål i blå favør. Et nyt angreb ruller i gang, og stemningen er intens. Det gives og tages i en bestemt men respektfuld form, hvor det er tydeligt, at det marine dyreliv har en naturligt kodeks for pli og regler, som de fleste forstår og overholder. Tiden går hurtigt i denne gruekedel, og pludselig er der gået en time.
Det er et spændende kaos dernede i karret, men det er nok kun spækhuggeren, delfinen, murænen, ålen og hajerne, som rigtigt ved, hvad der foregår. Alligevel er stemningen positiv og opløftet; lidt som på en galeanstalt som Gøgereden, hvor de fleste er tossede, men nogle få har lidt fornuft (de ansatte). Alle anerkender hinandens styrker, og alle har små fejl at forbedre. Dog skal man ikke undervurdere et slet skjult vinderinstinkt hos alle, og der holdes nøje øje med stillingen. Men efter træning er der igen gode historier, intriger, drillerier og stolte kommentarer, der skal luftes, sammen med kolde øl og en gemytlig og hyggelig stemning. Jo, det er lidt af en sport og et meget specielt godtfolk.
Til slut vil jeg konkludere, at UVR er lige så fascinerende, sjovt, udfordrende, opslidende, frustrerende og alligevel vitaliserende som børn, kirurgi på heste samt biler og motorcykler fra 50’erne. Intet tyder dog på, at jeg nogensinde kommer til at slutte med dette.
