Forfatter: Sølvpil

Så oprandt onsdagen endelig. Vi ankom til en dejlig brandvarm sauna. 22.00 og vi var omkring 5 fremmødte. Men så myldrede det frem: 15 fremmødte entusiastiske dykkenymfer var klar i bassinet omkring kvart over 10. Og så var vi igang.

Fuld skrue på fra start og på trods af en vægtmæssigt overlegenhed på blå, formåede hvid at bruge deres hurtighed og snilde til at lægge sig i føring, og det blev klart på blå at der måtte strammes an.

På blå havde vi sat holdet således:

• På mål: Knudsen, Ambassadør og Sølvpil
• Forsvar: Kenneth og LilleA
• Angreb: Kilogram, Svensker, Dyrlæge

Hvid havde følgende opsætning:

• Mål: Esbern og Louise
• Forsvar: Decigram og Jens (altså ham med sul på kroppen),
• Angreb: Lasse og Torres
• Udgået: Jens (Farfar).

Det var tydeligt at det ville blive en lige kamp, hatten af for holddelingen.

Kampen bølgede frem og tilbage og vi formåede på blå at vende kampen til en svag to-måls føring indtil hvid i kampens sidste minutter og “SIDSTE SIDSTE MÅL” fik oprejsning på deres ære til en målscore på 11-11.

Af højdepunkter må nævnes Esbern på mål. Det var et nyt træk fra hvid og spændning var stor når vi nærmede os målet. På skudsafstand mødte mand Esberns intense blik, og derefter vendte han sig og klamrede sig til kurven med ryggen opad. Som en blæksprutte i hans lille hule krævedes der nu af den angrebne at forsøge at vride Esberns tentakler fri af kurven for derefter at forsøge at vippe ham op og af spanden. Ikke nemt i det iltfattige klorvand.

På blå antager vi at Esbern forsætter sin fremtid som hvid hulevogter og glæder os til at finde måder at få ham vristet af spanden.

Dejlig “after ski” i sauna med høj stemning og rigeligt med forfriskninger.

Det blev endelig onsdag. Ikke mandag, tirsdag eller torsdag, men onsdag. Som altid var forventning stor til aftenens eskapader, og så tikkede det ind på Messenger: “Kan jeg køre med i aften?” Med venlig hilsen Kenneth Jacobsen. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne – Kenneth? Den fortabte søn af Suleima. Diktatorens blå modstykke! Den Humane Indpisker fra fordums tider! Jeg tjekkede, den var god nok. De seneste par torsdage (ja, De læste rigtigt: torsdage!) har jeg tilbudt mig selv og fået tilbudt en plads ikke bare på holdet i Hillerød (Kenneths hjemmebane) men også i Kenneths luksus flyder af en Mercedes – den lækreste ex-taxa. Det i sig selv er en fornøjelse at køre med Kenneth til Hillerød – og så ovenikøbet til en gang UV. Så her kommer første undskyldning Kenneth: undskyld jeg kom og hentede dig i min usle lille Renault Twingo. Undskyld. Under standard.

Vi kørte glade ind mod Hillerødgade, og jeg glædede mig som et barn til første skoledag til at vise Kenneth frem, som jeg havde fået til at garantere, at han ikke havde meldt sin ankomst – nøj, hvor jeg glædede mig til at entrere omklædningen at se hovederne vende og øjnene spile op. Vi åbnede døren og … mennesketomt! Undskyld Kenneth! Kl. var 10 minutter i, og ingen fremmødte.

Vi fik afvasket os og så begyndte glædesrusen – Alle dukkede op og gensynsglæden var stor! Vi lavede optælling og endte på en rund 12’er: det perfekte tal. Fantastique. Spillet kom igang, og så… undskyld Kenneth! Blå spiller stadig som en pose jordnødder, men vi elsker det. Du prøvede at få orden i gelledet ligesom i gamle dage, og vi prøver. Jeg og Ambassadøren stod på mål og når jeg var nede i dybet lå der pludseligt en ordenlig kleppert foran mig – dig Kenneth. Jeg skubbede og massede for at få plads til mit målmandsspil, undskyld! Alt ved det gamle.

Kampen var en intens en af slagsen masser af tempo og fysik. Mange fik scoret, især Anton og Kenneth stod for klassiske “løft og bank” mål, men der var også masser af plads til os andre. Det var en lige dyst måske med en overvægt til blå, og vi var også godt i gang med at rundbarbere hvid og på vej mod fame and fortune – da i de sidste 5 minutter skete der noget for hvid. Hvids disciplin, gåpåmod og kampgejst fik vendt skuden og det lykkedes hvid at hive en sejr hjem i sidste sekund. Vi tabte. Undskyld Kenneth.

Og så fandema om det ikke var nok med undskyldninger – men det var som om at aftenen kun lige var startet. Louise havde tændt op i saunaen og vi indfandt os alle på bænkene, glade og opstemte efter den herlige dyst. Louise smed lidt duft på lavastenene og lod os ellers snakke løs denne gang. Det var hyggeligt, men selvfølgelig ikke så Zen som når der er musik på højtaleren og den røde bordellampe bliver tændt! 😀 Lasse havde lækre øl med i køletaske: og der blev drukket og talt lystigt. Jeg selv endte med at blive helt opslugt at samtale og social samvær så jeg måtte knappe øl nr. 2 op og sad der til noget over normal besøgstid. Det er sidste undskyldning Kenneth: du måtte trække mig ud så vi kunne køre hjem sammen, beklager.

For fanden hvor var det fedt at du var tilbage. Og du har allerede meldt din retur på kommende onsdag. Tak Kenneth, Velkommen Tilbage! <3 <3 <3

Påskeuge. Svømmehalen lukker med mindre vi giver besked. Formand Kilogram skraber nok sammen til at vi melder os og vi ender med at være 5 mod 5 – det perfekte antal. Louise aka Havfruen har meldt sig till og vi må konstatere at vi nu har en reel professionel spiller på holdet – hun bliver betalt for at møde op! Men det var ikke for at lave dejlig gus og støvesuge bassinbunden – nej, det var for at spille UVR med stor indlevelse og voksende begejstring. Er der noget bedre end når klubben bliver begunstiget med nye spillere som i den grad tager sporten og spillet til sig.

Vi lagde ud med lidt blanding af spillerkortene – og ramte følgende opsætning:

Hvid: Havfruen, Dyrlægen, Far, Decigram og Torres
Blå: Ambassadøren, Kilogram, Svensken, Ken (Oligarken har lidt en mislyd nu) og undertegnende Sølvpil.

Alt var som sådan åbent, og første bold tog også lang tid om at finde sig til rette i en af kurvene – desværre blås! Hvid var i den grad “on fire” og det stod hurtigt klart at vi på blå skulle mande os op for ikke at blive overrumplet af de hvide makreller. Det gjorde vi og kampen bølgede frem i ren stillingskrig.

Værd at nævne fra os på blå var en yderst velspillende Ambassadør på mål (sammen med undertegnede). Hans evner som sidste mand og målstopper er større end hans evner som kameramand. ?

Alle spillede op til niveau og Svensken stod for hovedparten af vores mål – dejligt.

Og Havfruen! Bortset fra Svensken af uvisse årsager insisterede på at hun skulle beklæde sig med et par oversize hvide badebukser (måske professorernes glemte?) var det en fornøjelse at se den elegance og svømmefærden som hun præsterer. Hele tiden spilbar, masser af luft og uhyggelig fart. Det er blås absolutte held og nok en stakket frist at hun ikke har spillet på det lokale pigehåndboldhold i sine unge år. Lad os se hvor langt tid vi får lov til at vriste bolden fra dig og snuppe den millimeter fra du hamrer den i spanden.

Men alle spillede som sagt godt – og det var en kamp med masser god karma og kampgejst.

I kampens sidste minut stod kampen 10-10 og som den perfekte afslutning fik Havfruen lagt sidste hånd på det udlignende mål til en hvid sejr på 11-10.

Aftenen blev rundet af på et fyldt Stefanhus hvor der usædvanligt nok også var god karma og velskænket fadøl.

Sikke en aften.

På papiret så holdende lige og rimelige ud. Vi afgav Per til hvid, hvilket skulle vise sig at være en kæmpe fejl. Anton havde meldt ud at han var ramt af sygdom og spillede for halv kraft.

Kampen blev skudt godt i gang og målscoren bølgede ligeligt mellem hvid og blå indtil det stod 4-4. Så var den hvide haj blevet tændt, og de blå haletudser fik aldrig rigtigt spillet sig på plads. Hvid var aggressive og det sås på målscoren og på blodig næse på undertegnede.

Blå faldt fra hinanden og hvid rejste sig som fugl Fønix (fra sidste onsdag) og afsluttede kampen til 11-5 eller noget i den stil.

Blå fik slikket sår og hvid nydt deres sejr, medens vi ventede på aftenens udmeldte saunagus, som Louise havde forberedt. En herlig omgang og en vild og skøn måde at afslutte onsdagen på.

Per havde sørget for øl, og det var altså med komplet køleboks og masser af udvalg. Tak!