Hvid kom (tilbage) igen og igen…

Jeg pudser lige glorien og nævner som det første den lykkerus, der skyllede igennem min veltrænede krop da jeg fik sneget det sidste mål ind bag selve hans Royale Bundhed Frederik, men det var en kamp der for Hvid startede på en helt anden måde. Sjældent har jeg følt mig så rundtosset som efter det første kvarter totale Blå dominans, hvor Hvid ikke fik en finne til bunden – Blå asede og masede frem for fuld skrue, og man anede en smule arrogance i det hvide forsvar mens især jeg hang med lungerne oppe på kanten. Foran 4-0, 5-1 og 7-3 så det Blåt ud, men så skete der noget. Måske var det Frømand, der som sædvanlig kom slenterende en halv time inde i kampen (!), der fik pisket en stemning op, men pludselig var Hvid i hvert fald tilbage i vanlig form, og så blev der ikke givet en tomme ved kurven. Langsomt gik Blå i stå og skønt Kristensen stadig forsøgte at kvæle (nej, det er jo sådan ment, Kristensen) enhver form for modstand i forsvaret, fik Hvid gang i scoringerne og udlignet til 7-7. 8 min. tilbage, vandet kogte og selv Frederik skreg af sine medspillere. Næste bold tog et par hårde minutter indtil Blå igen bragte sig foran. 5 min. tilbage og mange troede måske at der var flere mål i den kamp – 13 min. senere i en mørkelagt hal fyldt med total udmattede spillere fik Hvid med en sidste krampetrækning sat den udlignende scoring ind. Sinkadusbamsen gik til Kristensen, der med sin vanlige stil i høj grad var en styrkelse af Samson’iske dimensioner for Blå.

Uafgjort 8-8
Blå: Rasmus, Kosmonauten, Hippien, Uffe, MadsO, Kristensen, Jesper og Frederik
Hvid: Knudsen, Frømand, Ambassadøren, Klonik, Ole, Jens, Lasse, Ken og Anton