Det blev endelig onsdag. Ikke mandag, tirsdag eller torsdag, men onsdag. Som altid var forventning stor til aftenens eskapader, og så tikkede det ind på Messenger: “Kan jeg køre med i aften?” Med venlig hilsen Kenneth Jacobsen. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne – Kenneth? Den fortabte søn af Suleima. Diktatorens blå modstykke! Den Humane Indpisker fra fordums tider! Jeg tjekkede, den var god nok. De seneste par torsdage (ja, De læste rigtigt: torsdage!) har jeg tilbudt mig selv og fået tilbudt en plads ikke bare på holdet i Hillerød (Kenneths hjemmebane) men også i Kenneths luksus flyder af en Mercedes – den lækreste ex-taxa. Det i sig selv er en fornøjelse at køre med Kenneth til Hillerød – og så ovenikøbet til en gang UV. Så her kommer første undskyldning Kenneth: undskyld jeg kom og hentede dig i min usle lille Renault Twingo. Undskyld. Under standard.
Vi kørte glade ind mod Hillerødgade, og jeg glædede mig som et barn til første skoledag til at vise Kenneth frem, som jeg havde fået til at garantere, at han ikke havde meldt sin ankomst – nøj, hvor jeg glædede mig til at entrere omklædningen at se hovederne vende og øjnene spile op. Vi åbnede døren og … mennesketomt! Undskyld Kenneth! Kl. var 10 minutter i, og ingen fremmødte.
Vi fik afvasket os og så begyndte glædesrusen – Alle dukkede op og gensynsglæden var stor! Vi lavede optælling og endte på en rund 12’er: det perfekte tal. Fantastique. Spillet kom igang, og så… undskyld Kenneth! Blå spiller stadig som en pose jordnødder, men vi elsker det. Du prøvede at få orden i gelledet ligesom i gamle dage, og vi prøver. Jeg og Ambassadøren stod på mål og når jeg var nede i dybet lå der pludseligt en ordenlig kleppert foran mig – dig Kenneth. Jeg skubbede og massede for at få plads til mit målmandsspil, undskyld! Alt ved det gamle.
Kampen var en intens en af slagsen masser af tempo og fysik. Mange fik scoret, især Anton og Kenneth stod for klassiske “løft og bank” mål, men der var også masser af plads til os andre. Det var en lige dyst måske med en overvægt til blå, og vi var også godt i gang med at rundbarbere hvid og på vej mod fame and fortune – da i de sidste 5 minutter skete der noget for hvid. Hvids disciplin, gåpåmod og kampgejst fik vendt skuden og det lykkedes hvid at hive en sejr hjem i sidste sekund. Vi tabte. Undskyld Kenneth.
Og så fandema om det ikke var nok med undskyldninger – men det var som om at aftenen kun lige var startet. Louise havde tændt op i saunaen og vi indfandt os alle på bænkene, glade og opstemte efter den herlige dyst. Louise smed lidt duft på lavastenene og lod os ellers snakke løs denne gang. Det var hyggeligt, men selvfølgelig ikke så Zen som når der er musik på højtaleren og den røde bordellampe bliver tændt! 😀 Lasse havde lækre øl med i køletaske: og der blev drukket og talt lystigt. Jeg selv endte med at blive helt opslugt at samtale og social samvær så jeg måtte knappe øl nr. 2 op og sad der til noget over normal besøgstid. Det er sidste undskyldning Kenneth: du måtte trække mig ud så vi kunne køre hjem sammen, beklager.
For fanden hvor var det fedt at du var tilbage. Og du har allerede meldt din retur på kommende onsdag. Tak Kenneth, Velkommen Tilbage! <3 <3 <3
