Klubbens fortabte søn, Jonas aka “Hvalen” vendte hjem. Rygtet gik i omklædning at der “havde været en mand der spurgte til om det var her Suleima stadig spillede”, og ganske rigtigt: ude i hallen stod Hvalen i prægtig majestæt og spejdede ud over hillerødens våger. Mangen en krammer blev delt ud, og hold blev delt. Anton havde meldt afbud, så der var sulten stemning i Blå: forrige onsdag skulle hævnes og uden Anton og med Hval burde det ikke kunne gå galt. Der var lagt op til hvidt grindedrab, og de blå færringer var blodtørstne. Vi var 11 i alt, og blå så stærkt ud! Hvalen påstod at “jeg har være tørlagt i 4 år”, men os der så ham som lille hvalunge hin onsdag mange år siden, vidste godt at det ikke ville betyde noget. Hvalen er en naturtalent, og det skal 4 tørre år ikke rokke ved. Men, det viste sig, at den havde Hvid også regnet ud, og der blev sendt bud over vandet med en transfer-anmodning: et stks blå konvertering og gerne undertegnede sløvpil. Selvom Svenskeren og jeg havde glædet os til at svinge fiskeknivene sammen, så var det klart at transferen måtte ske. Og såles blev det. Hvid: Lasse, Kosmokongen, Far (med mandolinsnittet pegefinger), LilleJonas, Rasmus og undertegnede. Blå: Hvalen, Svenskeren, Formand, Knudsen og Ambassadøren. Sikke et line-up! Anton, du var savnet, og jeg ved når du ser de hold at du må vride dig i ærgelse nu. God bedring, husk der er altid en ny onsdag inden for rækkevidde.
Kampen blev fløjtet igang og det var med det samme klart at der var gejst i snorklerne. Starten var intens og til stor glæde manges lunger foregik den i overfladen. Forvirring og dejligt kaos. Et mål hist og et mål pist. Det så lige ud. Men så skete det noget. Det var som om at svenskerne og hvalen morfede ind i en symbiotisk undervands celle – Hvalen i overflade, svensken under. Og med altid farlige Søren som speedsvømmer og et ubehageligt velspillende makkerpar i gøg og gokke (knudsen og ambassadøren) fik blå i den grad rettet kampen ind til det grindedrab der lå i kortene. Vi svømmede, dykkede og pustede – men blå var overlegne. Der var virkeligt knald på – masser af dyk, og masser af spil. Det var UV når det er bedst.
Vi (hvid) kæmpede, gjorde modstand, men de blå færringer plukkkede os en efter en og på trods at godt spil af alle på hvid, og især vil jeg fremhæve da først Jonas mod Svensken vandt sin fight, efterfulgt at Rasmus mod Hvalen som også vandt sin, og derefter en scoring i blå spand. Men ligemeget hjalp det – det var plastre på såret og blå trak en velfortjent og hårdt tilkæmpet sejr hjem på noget der liger 13-7 tror jeg.
Oh what a night ??. Det kunne have være udgangs-tracket til nattens UV dyst. Et sandt højdepunkt her midt på ugen.
